Viser opslag med etiketten Støtbrysterne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Støtbrysterne. Vis alle opslag

søndag den 29. september 2013

Pink søndag


Denne søndag har stået i Støt Brysternes tegn. 


"Min" idrætsforening havde fået stablet et Støt Brysterne-arrangement på benene, og i dag løb det af stablen. Ih, hvor har jeg glædet mig! Ikke mindst fordi jeg havde sponsoreret to præmier.

Jeg havde forberedt mig godt. Da jeg var på apoteket i fredags, faldt jeg over denne neglelaksampak for Opi:


Det er første gang, jeg har fået afprøvet Opi-neglelakken, som af mange bliver rost til skyerne. Med fare for at få Opi-fans på nakken, må jeg tilstå, at mærket for mig ikke er de ekstra penge værd. Udover at den ikke lugter så fælt som nogle andre neglelakker, synes jeg ikke, den på nogen måde er bedre. Den er lige så nem at påføre som fx Gosh, og den holder ikke længere end andre gode neglelakker.

Se venligt bort fra at mine fingre er tørre.


Udover neglelakken havde jeg investeret i en sport-t-shirt fra Kræftens Bekæmpelses hjemmeside. Den nåede heldigvis at komme. Kunne jeg være bedre forberedt?


Det var nogle rigtig gode timer i hallen! Der var pyntet flot op, og arrangørerne havde fået fat i rigtig mange sponsorgaver. Da jeg var en af de første 30, der havde tilmeldt sig, fik jeg en goodiebag med alt muligt forskelligt.

Det var 5 toptunede instruktører, der stod for det sportslige, og der kom sved på panden og smil på læben!

Slutnummeret var i discoens tegn, hvor alle deltagere fik knæklys til håndleddene. Og så var der ellers dømt "Celebration" med Cool and the Gang!


Der blev trukket lod om mange flotte præmier på indgangsnummeret. Jeg vandt økologisk kaffe fra Peter Larsen. Det er jeg sikker på, manden bliver glad for.



Det var en rigtig god dag, hvor der blev samlet 5400 kr ind til det gode formål, og jeg er bestemt at finde blandt deltagerne næste år!







Hvis du ikke har deltager i min Give Away, er det stadig ikke for sent.


fredag den 13. september 2013

Jeg skal med - skal du?



"Jeg vil til Las Vegas i 10 måneder", "Jeg tager til Mexico i 12 måneder", "Jeg kunne godt tænke mig en tur til Californien i 13 måneder". Sådanne statusopdateringer støder man jævnligt på, når man bevæger sig ind på Facebook for tiden. Formålet er at sætte fokus på brystkræft. 

I stedet for at skrive en sådan status på min Facebookvæg. har jeg valgt at deltage i dette års Støt Brysterne-arrangement i Øster Starup-Vester Nebel-hallen den 29. september kl. 10-13
For bare 100 kr får man en skøn dag med Zumba, Piloxing og Latin Dance Fitness - hele 3 timer med 5 energiske instruktører. Der er også mulighed for at vinde en præmie på indgangsbilletten. Jeg har i al beskedenhed selv doneret et par præmier til det gode formål. 

Sidste år havde jeg ingen erfaring med fx Zumba, men det var en rigtig dejlig, aktiv og sjov dag. 

1 ud af 9 bliver ramt af brystkræft, så der er bestemt grund til at støtte formålet. Hop i dit lyserøde/pink outfit og kom og vær med til at støtte den gode sag. 
Alle pengene går selvfølgelig ubeskåret til Støt Brysterne! 

Vi får sved på panden og smil på læben!


Jeg skal være med - skal du?