torsdag den 27. juli 2017

DIY - Hæklet net med motiv



Dette hæklede net er blevet til lidt ved et tilfælde. Jeg har før hæklet et lille net, og da jeg var på camping, og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gå i gang med, da det var for varmt at strikke i mohair.

Et hæklet net kan man altid bruge, og min ide fra starten var, at det skulle kunne være personligt. Derfor fik jeg ideen med at hækle mit forbogstav ind. Det kunne selvfølgelig være alle andre bogstaver eller måske tal og symboler.

På et tidspunkt løb jeg tør for garn i en bestemt farve og fandt ud af, at jeg ikke havde medbragt 2 nøgler af den pågældende farve, hvilket jeg troede. Jeg lagde først nettet væk, men så kom jeg i tanker om, at dette bare var indgangen til at tænke den restende del anderledes og åbne op for nye muligheder. (Tak Strikkedyst-Mette!)

Derved opstod zig-zag-borten. Egentlig tænkte jeg, det skulle være halvcirkler, men jo mere, jeg fik hæklet, jo mere ville jeg prøve at skabe mere "kant". Det lykkedes ved at hækle kædemasker og få fastmasker i luftmaskerne. Jeg er ret pjattet med den bort!

Jeg er ret glad for det færdige resultat, som blev meget bedre end den ide, jeg lagde ud med at have. Det er et sødt lille net, som kan bruges til småting såsom et strikketøj, briller eller en tablet.

Så græd ikke over garn, der slipper op - det åbner bare op for nye muligheder!

Skulle der være fejl eller vanskeligheder med at forstå opskriften, så skriv gerne! Så hjælper jeg og retter til, så andre ikke får samme problemer.

Rigtig god fornøjelse!

Opskrift

Det færdige nets mål er ca 26 x 30 cm uden hank. Det er ikke så vigtigt, at dit net bliver præcis lige så stort. Et hæklet net kan jo have mange størrelser. Desuden kan du vælge at gøre det bredere eller længere. Hvis du vil lave dit net bredere, skal dit maskeantal (antallet af lm, du hækler først) være deleligt med 3 +1.

Materialer

Garn: Du kan bruge forskellige typer af garn alt efter, hvilket udtryk, du gerne vil have.
Jeg har her brugt almindeligt 8/4 bomuldsgarn (løbelængde ca 170 m).
Jeg har her brugt to forskellige farver, men i princippet kan man gøre det præcis, som man har lyst til.
Garnforbrug: 42 g blåt og 30 g hvidt.

Hæklenål: En der passer til det valgte garn eller den fasthed, som du gerne vil have. Her er brugt nål 3.

Forkortelser

fm = fastmaske
lm = luftmaske
stgm = stangmaske
km = kædemaske
omg = omgang
MD = mønsterdel

Sådan hækles nettet

I opskriften indgår en mønsterdel efter eget valg. I opskriften vil jeg benævne dette med MD. Mønsterdelen hækles nedefra og op og fra højre mod venstre. Tallene i venstre side angiver omgangens nummer.
Hver firkant angiver en "firkant", der er "fyldt ud med stangmasker".
Du kan se de forskellige mønsterdele til sidst i opskriften. Det er også muligt selv at lave en mønsterdel - kun fantasien sætter grænser. Jeg lægger flere ind, efterhånden som jeg laver nye.

NB: En enkeltstående "udfyldt firkant" vil bestå af 4 stangmasker, 2 "firkanter" ved siden af hinanden vil bestå af i alt 7 stangmasker, da de jo "deler" en stangmaske.






Først hækles den faste bund. Der hækles rundt om en luftmaskerække, det vil sige, at du skal ikke hækle frem og tilbage. Der hækles i spiral.

Hækl 79 lm.

1. omg: Hækl den første fm i 2. lm fra nålen. Herefter hækles 1 fm i hver m i luftmaskerækken. Efter 78 fm, hækles 78 fm på den anden side af luftmaskerækken.

2. - 7. omg: fm i alle masker. Bryd ikke garnet.

Nu fortsættes der i filetmønster ("firkanter"):

8. - 11. omg: 5 lm, spring 2 masker over, 1 stgm. Herefter hækles *2 lm, spring 2 masker over, 1 stgm*. Gentag *-* på resten af omgangen, dog hækles den sidste stgm ikke ved omgangens slutning. Omgangen afsluttes i stedet med en km i 3. lm fra begyndelsen af omgangen.

12. - 25. omg: 5 lm, spring 2 masker over, 1 stgm, *2 lm, spring 2 masker over, 1 stgm* - hækl fra *-* i alt 6 gange, MD, *2 lm, spring 2 masker over, 1 stgm* - hækl fra *-* i alt 14 gange, MD, *2 lm, spring 2 masker over, 1 stgm* - hækl fra *-* i alt 5 gange, 2 lm, spring 2 masker over, 1 km i 3. lm fra begyndelsen af omgangen.

26. - 27. omg.: hækles som 8. omg

28. omg: Skrift nu farve. Det gøres bedst ved at den nye farve garn trækkes gennem løkkerne på den sidste km fra omg 27.
Hækl 11 lm, spring 5 masker over (= 2 "firkanter") og sæt luftmaskerækken fast til en bue med 1 km.  Se billedet lige nedenfor.
Lav på denne måde i alt 26 buer. Den sidste bue sættes fast i 1. lm på den 1. bue med en km.


29. omg: Hækl i den 1. bue 1 km i hver af de næste 4 m. Hækl 1 km, 1 fm, 1 km i den næste m på buen (toppen af buen), 1 km i hver af de næste 5 m på buen.
Fortsæt nu med i hver bue at hækle: 1 km i de første 5 m, 1 km, 1 fm, 1 km i 6. m i buen (buens top - se billede nedenfor), 1 km i hver af de næste 5 m.

Bryd garnet.





30. omg: Garnet sættes nu fast med en km i toppen af en af buerne. Hækl 11 lm og sæt buen fast i toppen af den næste bue fra forrige omgang. Fortsæt på denne måde på resten af omgangen. Den sidste bue sættes fast med en km i den 1. lm i 1. bue på omgangen.

31. omg: Hækles på samme måde som omg 28.

Borten kan godt virke som om, den er for stor i forhold til den nederste del, men det retter sig ud, når den øverste del hækles, og nettet strækkes ud.

Bryd garnet.

32. omg: Sæt garnet til i siden, hvor nettet er begyndt. Garnet sættes fast i en top fra forrige omgang.
Hækl 5 lm og herefter en km i toppen af den næste bue. Fortsæt på denne måde på resten af omgangen. Afslut med en km i 1. m på omgangen.

33. - 34. omg: 5 lm, spring 2 m over, 1 stgm. Herefter hækles 2 lm, spring 2 m over, 1 stgm. Dette gentages på resten af omgangen. Den sidste stgm hækles ikke, men i stedet hækles en km i 3. lm fra omgangens begyndelse.

35. omg: 1 lm og herefter 1 fm i de resterende m på omgangen. Den sidste fm hækles i lm fra omgangens begyndelse.

36. - 39. omg: 1 fm i alle masker.

Nu skal hankene hækles. Vær her særlig opmærksom på, hvor du har afsluttet omgang 39. Det afhænger lidt af, hvor du har sat garnet til i omg 32. Min omgang er afsluttet der, hvor maskemarkøren sidder. Se billedet.

For at komme hen til nettets højre side, hækler jeg yderligere 4 fm. Hvis din omgang ikke slutter der, hækler du bare det antal fm, du mangler for at kommer til nettets side.


40. omg: Hækl 16 fm, 70 lm, spring 46 m over, 32 fm, 70 lm, 16 fm.
41. omg: 1 fm i alle masker - også hen over lm-rækkerne
42. - 44. omg: fm i alle masker

Bryd garnet og hæft ender.




Mønsterdel (MD)





Opskrifterne må bruges til privatbrug, og det færdige produkt må gerne sælges med henvisning til mig som designer. Opskriften må ikke sælges, gengives andre steder eller oversættes til et andet sprog uden min tilladelse.



6 kommentarer:

Jeg elsker mine læseres kommentarer, så læg gerne en, hvis du har noget på hjerte.