Årets store kreative begivenhed fandt i denne weekend sted i Fredericia. Jeg tror, at de fleste kreative sjæle ved, at jeg mener Kreative Dage i Fredericia. I år var jeg af sted for 4. gang, og endnu en gang var det en positiv oplevelse!
På forhånd havde min søster og jeg besluttet at købe et partout-kort, da der udover lørdag også søndag var et foredrag, som vi gerne ville deltage i. Det fortrød vi næppe!
Lørdag besøgte jeg messen sammen med søster og to veninder. Søster og jeg ankom ved åbningstid kl. 10. Denne gang havde vi købt billetterne via Kreative Dages hjemmeside, og det gjorde, at vi ikke stod i kø.
Udover søster var jeg også af sted sammen med 2 veninder. Vi valgte dog, som vi plejer, at gå rundt på messen hver for sig, bortset fra søster og jeg - vi fulgtes ad.
Vi fulgtes dog alle 4 så længe ad, at vi fik taget et billede sammen med "maskotten" for Geilsk. Bente Geil havde stillet en indsamlingsbøtte til Knæk Cancer frem og ved at betale 20 kr. kunne man tage et billede sammen med maskotten. Den fristelse lod ingen af os gå forbi. Jeg synes, det var en sjov måde at samle ind til en vigtig sag.
I år var der ikke så varmt, og det virkede som om, der var mere plads i gangene. På nær ved indgangen og i den ene gang, var der slet ikke så fyldt med mennesker, som der har været de andre år. Der var en rigtig god stemning og som altid tonsvis af inspiration.
Anja og jeg kiggede lidt hos de forskellige stande, men jeg købte ikke noget andet end en cola. Kl. 11.30 ville vi rigtig gerne høre Heidi fortælle om ideen bag Woolspire, så i god tid ankom vi til orange scene, så vi fik en god plads. Vi blev næppe skuffede over foredraget.
Det er nogle engagerede og energiske folk, der har noget på hjerte, der står bag konceptet, og jeg glæder mig til at følge udviklingen af Woolspire, som også havde en stand på messen. Vi besøgte dog først standen søndag, hvor Anja købte garn hos de søde kvinder.
Vi kom forbi den lokale garn- og opskriftshandler By Nyboe, hvor jeg faldt for en poncho, som viste sig også at kunne fås i str. "voksen". Jeg kunne dog ikke beslutte mig for hvilken farve, garnet skulle være, så den søde kvinde i standen foreslog mig at tage et billede af alle farverne, så jeg kunne overveje det. Vi vidste jo, at vi kom om søndagen, så der var lidt tid til at overveje farvevalget.
I kan godt se, at det var et svært valg. Garnet er virkelig lækkert!
Efter at have set os mætte, tog vi hjem til mig, hvor manden havde sørget for hotdog til de sultne kreative kvinder. Jeg beretter mere om denne del af dagen i morgen.
I dag søndag var Anja og jeg igen af sted til nabobyen. Denne gang var "hovedattraktionen" foredraget med Ulla Skjødt, som i samarbejde med Alt om Håndarbejde fortalte om tendenserne for efterår og vinter. Det var et rigtig spændende foredrag, som blev godt understøttet af billeder.
Som ovenfor nævnt var vi også forbi Woolspires stand, hvor Anja købte ind til sin mands halstørklæde. Vi måtte naturligvis også forbi By Nyboe, hvor jeg fik købt opskriften på Asta-ponchoen og tilhørende garn. Jeg købte en enkelt ting mere, men mere om det i morgen, hvor jeg også vil vise billeder af mine indkøb og afsløre farven på garnet.
Jeg er glad for, at vi købte et partout-kort. Det gav os mulighed for igen at kigge rundt hos de forskellige stande, og det blev derved mindre stressende lørdag, da vi vidste, at vi havde søndag til at nå det, vi ikke nåede lørdag. Som det nok kan læses var jeg igen i år begejstret for messen! Den udvikler sig hvert år og er et must og højdepunkt for mig hvert efterår!
Det lyder til i har haft en rigtig dejlig, inspirerende og hyggelig weekend. Jeg har været af sted på messen et par år, men synes det blev for meget, lige netop pga der var så lidt plads og det blev så varmt. Det tog en del af fornøjelsen.
SvarSletRigtig godt billedet af dig :)
Mange tak, Tanja!
Slet