mandag den 17. marts 2014

♫ All you people can't you see, can't you see... ♫ - "København, kunst og koncert" del 2

Efter at have gået lidt rundt i byen, valgte vi at sætte kursen mod hotellet. Undervejs gjorde vi holdt hos en Baresso og fik her lidt varmt at drikke og hvilede benene.

Derefter tog vi helt tilbage til hotellet, men tog lige en omvej forbi Forum. Her stod en masse mennesker i en lang kø - hovedsageligt piger.
Vi havde besluttet ikke at spise noget aftensmad, da ingen af os var sultne efter den lækre frokost. Vi hvilede lidt på hotellet, hvorefter vi satte kursen mod Forum.


Heldigvis var hele den lange kø væk, og vi kunne gå lige ind og blive tjekket hos securityfolkene. Der kom det lige frem, hvilket syndigt rod jeg har i min taske, for den rare securitymand ville gerne se, hvad jeg havde i den.

Så var der ellers kun tilbage at vente på, at Backstreet Boys indtog scenen. Ventetiden blev udfyldt med Brians søn Baylee, som optrådte med to numre. Han var faktisk ret skrap til at synge!
Derefter kom et band, The Exchange og sang nogle sange. Det var ikke noget, som sagde mig det store.

Klokken 21 skete endelig det, som alle 10.000 tilskuere havde ventet på! Backstreet Boys indtog scenen til tonerne af "The Call" efterfulgt af "Don't Want You Back", og så kan det ellers være, at salen kogte for første gang den aften!




 Selv om gruppens medlemmer ikke længere er 25 år, kan de stadig levere en fed synkron dans, og Kevin (ham den høje med lokumsskægget) ser stadig godt ud, og numsen fejlede bestemt heller ikke noget i de tætsiddende lyseblå bukser, som alle medlemmerne havde på i første del af showet. Hvis ikke det fremgår tydeligt, så er jeg Kevin-fan :-D Altså hvor jeg synes, han er en flot mand!


Desværre er jeg ikke særlig høj, så jeg fulgte koncerten mest på den ene storskærm. Af og til var der lige et lille hul, hvor jeg kunne skimte scenen og mændene. Det er altid ærgerligt, men stemningen er den samme, om man er høj eller lav. En anden gang kunne jeg godt overveje at købe en såkaldt "Pit-billet", hvor man så at sige køber jeg adgang til de forreste rækker. Det anede jeg faktisk ikke fandtes før nu.

Koncerten var "et trip down memory lane" godt krydret med nye hits fra albummet "In a World Like This". Blandt andet sang de en af mine absolutte favoritter fra dette album, "Breathe". Der var også en en god blanding af uptempo sange og ballader.



Mine personlige højdepunkter var:

Don't Want You Back, som er et superfedt nummer, der fungerede godt live.
Incomplete, som er en flot ballade - også live.
We've Got It Going On"- jeg er ellers ikke fan af sangen normalt, men den stemning, der var under nummeret var fænomenal og man blev revet med!
Shape of My Heart - elsker den sang, og den skuffede heller ikke denne gang.
De to ekstranumre, Everybody (Backstreet's Back) og absolutte højdepunkt Larger Than Life, som afsluttede koncerten med maner!


Hvis jeg skal pege på nogle minusser, så må det uden tvivl være den dårlige lyd, som jeg desværre altid synes, der er til koncerter i Forum. Lyden var til tider mudret og forvrænget, og det var synd, for drengene kan virkelig godt synge.
Et andet minus var fraværet af et rigtigt band. Et liveband giver et helt andet liv til en koncert, og det giver også plads til spontanitet. Det er desuden en god måde at udfylde de perioder, hvor gruppen skiftede tøj. I stedet var der korte filmsekvenser og interviews, hvor det var svært at høre, hvad der blev sagt. Det gjorde, at stemningen faldt lidt ned, hver gang der var et break.

Selv om det ikke var den bedste Backstreet Boys-koncert, jeg har været til, var jeg alligevel høj og i godt humør, da lyset i salen igen blev tændt. Det var næsten 2 timer i godt selskab og god musik. Jeg vil bestemt være at finde blandt publikum, hvis de 5 mænd igen skulle lægge vejen forbi Danmark.

Det var bestemt et antiklimaks, da vi igen vendte snuden mod Jylland, men det har været en weekend, som jeg med glæde vil tænke tilbage på. Jeg var træt og mættet af indtryk.

Alle koncertbillederne er venligst udlånt af Theresa Kjær Pedersen, som er min grandkusine - hende vi mødte på samme hotel. Tusind tak for lån, Theresa!

6 kommentarer:

  1. Sikken en skøn weekend og det er dejligt med oplevelser, der er værd at huske tilbage på :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det nemlig :-) Jeg sidder med et smil på læben, når jeg tænker tilbage på de dejlige dage.

      Slet
  2. Det var bare så fedt!
    Næste gang bliver vi nødt til at stå tættere på eller højere op :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, vi må se om det kan lade sig gøre næste gang. Jeg er i hvert fald frisk på det.

      Slet
  3. Åh ja de er bare så gode. Lyder som om i havde en rigtig god weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. De er også gode. Det er musik, som jeg igen og igen vender tilbage til, og deres nye album er bestemt heller ikke ringe.

      Slet

Jeg elsker mine læseres kommentarer, så læg gerne en, hvis du har noget på hjerte.