Viser opslag med etiketten AnnetteDanielsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten AnnetteDanielsen. Vis alle opslag

tirsdag den 1. april 2014

Mit martsprojekt er færdig!

Jeg nåede det... sådan næsten!

Mit martsprojekt i forbindelse med 12 Months of Knitting er blevet færdigt! Ikke nok med det, men jeg er også ret godt tilfreds med resultatet!

Jeg har strikket nederdelen kortere, end opskriften foreskriver, men med min ringe højde er 53 cm i længden en smule i overkanten. Jeg har heller ikke lavet alle udtagningerne, men stoppede, da jeg havde 338 masker. Mere vidde behøvede jeg ikke til min smag, og jeg er glad for den beslutning.

Nederdelen er, som før nævnt, designet af Annette Danielsen og hedder "Løvfald". Jeg har strikket den i dobbeltrådet Arwettagarn i 3 farver.

Måske er det ikke sidste gang, jeg strikker den. Den er nem at strikke, når bare man har løst gåden om linningen.

I har til gode at se mig i nederdelen, men der har ikke lige været nogle i nærheden, der kunne tage et billede af mig. Hunden kan jo næppe løse den opgave :-)






Lige nu sidder jeg lidt med "tomme hænder", for jeg har ikke rigtig noget aprilprojekt - endnu!

torsdag den 27. marts 2014

12 Months of Knitting: Status på martsprojektet

Nu er det snart, at marts når til vejs ende, og det håber jeg også, at mit martsprojekt gør.

I skrivende stund mangler jeg små 4-5 cm, før jeg skal til at strikke belægning. Jeg har valgt ikke at tage masker ud de to sidste gange, da nederdelen passer mig sådan, som den er med de 338 masker.

Jeg har måttet købe ekstra garn, da det ser ud til ikke at række til vejs ende. Jeg glæder mig til at blive færdig, selv om jeg faktisk ikke har noget fastlagt aprilprojekt - endnu!










torsdag den 20. marts 2014

Godmorgen-strik

Her om torsdagen møder jeg først på arbejde til middag, så det betyder, at jeg har har nogle timer, hvor jeg kan hygge mig eller lave noget praktisk.

Her til morgen har jeg tanket begge vores biler op, sat en vask over, og lige nu er jeg gået i gang med lidt morgenstrik. Jeg har desværre haft nogle dage, hvor skuldrene og nakken ikke ville være med til ret meget strik, men nu har de fået hvile i nogle dage, så nu er jeg klar til igen at kunne strikke løs på "Løvfald".

Hav en dejlig morgen, formiddag og dag i det hele taget!




onsdag den 12. marts 2014

Der er lige nu ikke de store udfordringer

Lige nu er der ikke mange udfordringer i marts-projektet. Mon ikke de fleste af os kender det med, at et projekt går hen og bliver en smule kedeligt, fordi der ikke er de helt store udfordringer. Rundt og rundt det går med skiftevis en omgang med hulmønster og en omgang med retstrik. Dette bliver kun afbrudt af en omgang med udtagninger. Dette har indtil nu været på hver 13 omgang. Næste gang er efter 17 omgange.



Jeg er glad for at lade striberne være tilfældige og ikke for brede. Jeg har nu så mange masker på pinden, 312 masker, at jeg har været nødt til at skifte min Lana Grossa-rundpind ud med en af mine KnitPro, hvor jeg har en længere wire. Nu har jeg også mulighed for at få et bedre indtryk af bredden på nederdelen.

Trods ensformigheden er det som altid dejligt at se produktet vokse frem mellem  hænderne.




tirsdag den 11. marts 2014

En hyggelig fridag

I går var det tid til, at manden skulle tjekkes på Kennddy Centeret i Glostrup. Han har PKU/Føllingssyge, og derfor er han tilknyttet Kennedy Centeret.

Det var en rigtig flot dag med høj sol, så vejret var perfekt til køreturen. Jeg havde selvfølgelig mit strikketøj med, så jeg nåede en hel del længere med "Løvfald". Det er jo fordelen ved at være på farten, og manden kører.

Efter besøget på Kennedy Centeret spiste vi vores medbragte mad ude i solen. Jeg fik så den ide at ville vise manden, hvor vi altid spiser pommes frites, når jeg sammen med nørklegruppen har været på Sjælland. Det er i Nyborg på grillbaren Lause's Grill. Den er så hyggelig, og pommes er bare gode derfra. Den var manden med på, så vi satte kursen fra Glostrup mod Nyborg, hvor vi indtog en stor tallerken pommes i det skønne solskinsvejr.

Efter Nyborg kørte vi igen hjem til Jylland efter en rigtig hyggelig og solrig dag.




søndag den 9. marts 2014

En dag med strik på terrassen

Vejret har virkelig vist sig fra sin flotte side i dag. Det var så godt, at vi kunne indvie terrassen i år.

Min søster og svoger kiggede forbi til lidt hotdogs, og derefter gik søster og jeg i gang med at nørkle med hver vores.
Anja ville afprøve at strikke med armene, og det så ret spændende ud! Se blot her:


I kan læse mere om hende projekt på hendes blog, hvor hun viser sit færdige sjal og deler, hvordan hun har lavet det. 

Selv kom jeg videre med nederdelen. Det kører derudaf lige nu! Desværre har jeg lidt ondt i højre arm og nakke af at strikke for meget. Det er lidt øv, for jeg har svært ved at lade være. 



lørdag den 8. marts 2014

Løvfald og forårsvejr

Nu kører det bare rundt og rundt og rundt og .... Det er skønt sådan at være rigtig i gang med "Løvfald" og se, hvordan det strikkede kommer til at ligne alle de andres udgave af denne nederdel. Striberne bliver i tilfældige bredder, da jeg godt kan lide det mere tilfældige look.


I dag har vi været ude i det gode forårsvejr, hvor solen rigtig har vist sig fra sin flotte side. Det giver rigtig god energi, og vi nyder, at dagene er blevet lysere. Jeg havde taget kameraet med og sat et af de objekter på, som jeg ikke bruger så ofte, men nu ville jeg blive mere fortrolig med det.


Et af min mand



Og den lille pelsede, som også nød det gode vejr.


torsdag den 6. marts 2014

Den uvurderlige nørklehjælp

I lørdags fik jeg stor hjælp til at finde ud af, hvordan den sk*de linning skal laves i min LøvfaldsnederdelHun mente dog, at jeg måske var kommet til at lave noget galt. Det mente jeg bestemt ikke, jeg havde, men det skulle senere vise sig, at hun havde ret.

Jeg overvejede, om jeg skulle pille det hele op, da jeg havde 13 masker for meget, og jeg endte med at pille det hele op. Jeg har haft et par dage med smerter i skuldre og nakke, så derfor har jeg ikke fået så meget for hånden, desværre. Men i formiddags var jeg igen klar til at løse linnings-gåden. De muligheder, jeg havde for at samle masker op i trekanterne, svarede ikke til det, der stod i opskriften, og det var ved at drive mig til vanvid!
Efter min søster Anja var kommet hjem fra arbejde, tog jeg forbi hende for at se, om hun kunne knække koden. Efter at have set på det, mente hun, der var noget galt med måden, jeg havde strikket "trekantsguirlande". Jeg var stadig sikker på, at jeg havde gjort det, der stod i opskriften.

Men, men men! Der var en del af opskriften, som ikke var åbenlyst for mig - I ved det, som man bare ved, når man har strikket efter mange opskrifter. Jeg manglede ganske enkelt at strikke en pind ret på trekanterne, så jeg kunne starte den næste trekant i rækken i den rigtige ende af den forrige trekant. Det lyder rodet, som det står her, men når man sidder med det i hånden, giver det mening.

Så der var forklaringen på, hvorfor mine "trekantbuer" så at sige vendte forkert. Puha altså! Nu har jeg pillet op, og er klar til at starte forfra for gud ved hvilken gang. Nå, men af skade bliver man klog - og måske også færdig med en løvfaldsnederdel!

Ih, hvor sætter jeg altså stor pris på de strikkekyndige, som altid sidder klar til at yde mig lidt assistance. Uden dem havde jeg nok smidt dette projekt af H til.




mandag den 3. marts 2014

Skal/skal ikke...?

Jeg er sådan set kommet godt i gang med mit martsprojekt. I går var jeg til rund fødselsdag hos en kær veninde, og hun hjalp mig der, hvor jeg sidst måtte give op.

Men, men, men! Jeg sad pludselig og havde 13 masker for meget, hvilket svarer til de 13 trekanter. Jeg undrede mig og fik så nærlæst opskriften. Jeg har lavet starten på trekanterne forkert. I stedet for at påbegynde næste trekant i den 10. maske fra forrige trekant, har jeg slået en maske op hver gang. Det betyder, at trekanterne består af 10 masker i stedet for 9.

Nu sidder jeg og tænker - skal jeg pille op eller "strikke to m sammen" i mellemrummene mellem de enkelte trekanter? Jeg overvejer stadig, men  hælder mest til at pille op.


lørdag den 1. marts 2014

12 Months of Knitting: Martsprojektet har taget sine første spæde skridt

Jeg er kommet i gang med Løvfald, og jeg er godt nok spændt på, om jeg knækker koden med linningen. Indtil videre er jeg ikke stødt på udfordringer, men som det ses, er jeg heller ikke nået særlig langt.

Det er først, når jeg har strikket alle trekanterne, at det "sjove" begynder. Kryds fingre for at jeg denne gange knækker koden.


tirsdag den 25. februar 2014

12 months of knitting: Martsprojektet er fastsat

Da mit egentlige martsprojekt blev afviklet allerede her i februar, stod marts helt åben for noget nyt.

Det er egentlig et tilfælde, at valget er faldet ud, som det er. Jeg så i lørdags et program om Marianne Isager på DK4, og i den forbindelse kom min søster og jeg til at snakke om nederdelen "Løvfald", som jeg for lang tid siden købte garn til. Det var min søster, der havde opskriften, som var i et lille strikkehæfte fra Ugebladet Søndag. Hæftet hedder "Strik - med effekter" og har været tillæg i blad nr. 42 i 2008.

Jeg har haft startet op på projektet før, men jeg har ikke kunnet knække opskriften allerede i starten. Jeg har forsøgt på mange måder og tegnet osv., men jeg fandt aldrig løsningen, så projektet har ligget brak i en skuffe - indtil nu!

Vi kom, da vi så programmet, i tvivl om, om det er Marianne Isager eller Annette Danielsen, der har designet "Løvfald". I går lavede jeg en googlesøgning og det første link er et link til bloggen, "Strikkeheksen", hvor indehaveren har haft nøjagtig samme problematik med opskriften. Det er ikke engang det bedste! Det bedste er, at hun har taget billeder af, hvordan linningen skal strikkes. Så DER var løsningen!

Det tog ikke lang tid for mig at beslutte, at martsprojektet skal være "Løvfald". Jeg skal bruge Arwetta-garn, som jeg har købt i 3 forskellige farver. Nederdelen strikkes med dobbelttråd.

Jeg glæder mig til at komme i gang!